Seksualundervisning og digital dannelse
I løbet af din 2-årige uddannelse på STUK diskuterer vi nogle af tidens store spørgsmål, dilemmaer og samfundsforandringer sammen med dig. Heriblandt spørgsmål om seksualitet, samtykke, krænkelser, køn og kærlighed som i høj grad skal ses i lyset af en stadig mere digitaliseret verden.
De nye rammer ude i samfundet skaber både spændende muligheder, men også seriøse udfordringer, som vi skal lære at navigere selvtillidsfuldt og ordentligt i. Det er derfor et vigtigt mål for os på STUK at lave en undervisning, hvor du i åbne, trygge, fordomsfrie og anerkendende rammer kan diskutere alle mulige cases og vinkler på spørgsmålene for at blive klog på dig selv og dine medmennesker, få redskaber til at sætte og udvide dine grænser på eget initiativ og ikke mindst få brudt tabuer, aflivet myter og kritiseret stereotype opfattelser af, hvad der er ’normalt’ eller ’skamfuldt’ eller ’forbudt’.
På STUK arbejder vi ud fra et positivt, frit syn på krop, seksualitet, køn og sundhed, hvorunder forskellighed og mangfoldighed ses som en ressource. Det betyder, at du og dine input vil blive mødt konstruktivt med nysgerrighed og respekt af dine lærere.
Undervisningen i seksualitet, samtykke, krænkelser, køn og kærlighed indarbejdes både i forløb i biologi, psykologi, historie, samfundsfag og sprogfag, men også som temadage for hele gymnasiet. Undervisningen og temadagene tager afsæt i anbefalinger fra organisationen Sex & Samfund samt ønsker fra Elevrådet, så vi sikrer størst mulig bredde og relevans for jer.
Emner
Herunder kan du læse eksempler på emner, vi kan diskutere i løbet af den 2-årige uddannelse:
Prævention, sexsygdomme og krop
- Former for prævention og deres påvirkning på kroppen
- Forskellige sexsygdomme og behandlingsformer
- Krop og kønsdele herunder myter om mødom
- Fertilitet, reproduktion, graviditet og abort i både et fysisk og psykisk perspektiv
Sex, lyst og samtykke
- Former for seksualitet herunder heteroseksualitet, homoseksualitet, biseksualitet, transseksualitet, aseksualitet
- Seksuel lyst og de første oplevelser med sex
- Pornografi, OnlyFans og sugardating
- Samtykke, rettigheder, personlige grænser og billeddeling
Ligestilling, mangfoldighed, dating og kærlighed
- Kropsidealer og mangfoldige kroppe
- Kønsnormer, ligestilling, diskrimination og herunder hate speech, toksisk maskulinitet og incels
- Online og offline dating, ghosting og afvisninger