Oplev verden med studieture på 2-årig STX

Studieture

Studieture med STUK

I din gymnasietid vil du komme på to studierejser – en sprogrejse på første årgang og en studieretningsrejse på anden årgang. Studierejserne er obligatoriske og er en del af undervisningen. Egenbetaling for turene er 3500 kr. uanset destinationen.

Sprogrejser i 1.G

Sprogrejserne på første årgang går enten til Spanien, Frankrig eller Østrig afhængigt af dit sprogvalg. På sprogrejserne er både sproget og kulturen i fokus, og du vil modtage undervisning på en sprogskole og samtidigt opleve kulturelle seværdigheder i området.

Tyskholdet tager til Wien

Wien er en af de smukkeste og mest spændende hovedstæder i Europa. Her bliver du indkvarteret på et vandrehjem sammen med dit hold. Om formiddagen vil du modtage sjov og lærerig tyskundervisning på sprogskolen, Inlingua, og den resterende tid er programlagt med mange spændende oplevelser.

Du skal bl.a på en byrundtur, hvor du vil lære Wien bedre at kende, besøge UN Complex Vienna, som er FNs tredje hovedsæde efter New York og Geneve. Sidst men ikke mindst vil turen byde på et besøg på et kunstmuseum og en musical.

Franskholdet tager til Paris

Du vil blive indkvarteret på et vandrehjem sammen med dit hold. Paris bliver ikke for ingenting kaldt byernes by, og du vil komme til at opleve mange spændende ting på din studietur hertil.

Dagene starter med undervisning på sprogskolen, Alfa Marais, hvor du vil øve dit franske sprog, og om eftermiddagen og aftenen er der fastlagt et program med sightseeing og koncerter. Du vil bl.a. opleve Latinerkvarteret, se uvurderlige kunstskatte på Louvre, besøge slottet, Versailles, få en sejltur på Seinen, se en kabaret og meget andet.

Spanskholdet tager til Cádiz

Her indkvarteres du hos en værtsfamilie sammen med én af dine klassekammerater, hvilket giver en unik mulighed for at komme helt tæt på den spanske kultur og øve dit sprog på en måde, som en turistrejse ikke kan give dig. Programmet veksler mellem undervisning på sprogskolen, Spanish in Cádiz, og sightseeing i området.

Cádiz er en dejlig by ved Middelhavet, som har mange ting at byde på bl.a. La Catedral (katedralen), El Mercado (markedet), El Puerto (havnen) og ikke mindst Torre Tavira, som er det højeste tårn i den gamle bydel.

 

Studieretningsrejse og fællesrejse i 2.G

I 2.g pakker vi kufferterne for at få nye perspektiver på verden og os selv. Afhængigt af årgangen og de faglige mål, planlægger vi enten en studieretningsrejse eller en fællesrejse for hele årgangen. Uanset hvilken form for studietur vi vælger, kan du se frem til en oplevelse, hvor du rykker dig både fagligt, socialt og personligt langt væk fra de vante rammer i Toftlund.

Studieretningsrejsen

Vælger vi denne model, skræddersyr vi turen til din studieretning.
Går du på den samfundsfaglige studieretning, så kan turen meget oplagt gå til Bruxelles i Belgien, hvor vi fokuserer på at undersøge, hvad EU er, og hvordan EU fungerer.

Her krydrer vi turen med rundvisninger, oplæg og diskussioner i blandt andet EU-Parlamentet, men du får samtidig rig mulighed for at gå på opdagelse i Bruxelles i grupper for at opleve maden, museerne, de mange chokoladerier og butikker. 

Andre rejsemål gennem tiden har været London og Firenze, hvor henholdsvis sprog og naturvidenskab har været omdrejningspunktet.

Fællesrejsen

Sommetider vælger vi at samle hele flokken til én stor dannelsesrejse, hvor 35-40 elever og lærere drager ud på eventyr sammen. Her handler det om at mærke historiens vingesus og indsnuse kulturen helt tæt på.

Her lægger vi et program, der både tager højde for studieretningerne, men i virkeligheden handler mere om almen dannelse, historie og kultur. Vi rejser som én årgang, men vender hjem med hver vores unikke oplevelser og et endnu stærkere fællesskab i bagagen. 

Bo centralt og spis sammen

Uanset om vi rejser som studieretning eller samlet årgang, er de praktiske rammer de samme:

Vi bor altid på hotel eller hostel i rimelig afstand til de centrale seværdigheder. I bor sammen på værelser til 4-6 personer.

Skolen betaler for aftensmad til en fælles middag én af dagene, så vi kan samles og dele dagens indtryk over et godt måltid.

Er STUK og STX noget for dig?
Ring til os på 74 83 20 62