STUK – kombinér faglighed med et nært fællesskab

Fællesskabet

En god start på gymnasielivet

Når du starter på vores 2-årige uddannelse i august, bliver du ikke overladt til dig selv.  Allerede den første uge byder på teambuilding, orienteringsløb, konkurrencer og hygge, når hele gymnasiet tager på fælles introtur med overnatning i Oksbøl, Ribe eller Tønder. Herefter følger introfesten, efterårsfesten, nytårsfesten, forårsfesten og gallafesten samt en række fredagscaféer med brætspil og musik.

Festerne og fredagscaféerne er elevdrevne, så hvis du har en festabe gemt i dig, og hvis du elsker at tænke kreativt i forhold til tema, mad, udklædning, oppyntning, drinks osv., så har du rig mulighed for at melde dig ind Fest- og Caféudvalget – et stærkt fællesskab, hvor du kan være med til at arrangere gymnasiefesterne og fredagscaféerne.

 

Vær med til at forme din uddannelse i elevrådet

På vores 2-årige uddannelse vægter vi elevdemokratiet højt. Hvis du i stedet for en festabe snarere har en politiker gemt i dig og kan lide at debattere, har mange idéer og forslag til forbedringer, eller hvis du er typen, der gerne tager ansvar og gør en forskel for dine medstuderende, så kan du stille op til Elevrådet. Her kan du påvirke og udvikle de politiske rammer på uddannelsen og være dine kammeraters talerør over for lærerne og ledelsen.

Mange af de emner, som Elevrådet gennem tiden har diskuteret, spænder vidt fra klimapolitik, trivselspolitik, inden- og udendørs studiemiljø, parkeringsforhold, skærmpolitik og sociale medier til faglige temadage om både digital dannelse og seksualundervisning.

Elevrådet har også gennem tiden arrangeret mange sociale aktiviteter på tværs af årgangene og klasserne som fx gyserfilmsaften i Pejsestuen med pizza og popcorn, sportsturneringer, fællesspisning, juleklippedag med æbleskiver og ture til julemarkederne i Flensborg. 

Elevrådet for 1.GYM, 1.g og 2g

Skoleåret 2024-2025

Et nærværende fællesskab med plads til idéer og elevindflydelse

Nogle gange kommer lærerne også selv med skøre idéer, som vi håber, I har lyst til at bakke op om: Morgenyoga, heldagsvandreture i weekenderne, stafetløb, skiture, sejlads på et gammelt træskib på Limfjorden, Luciaoptog osv. Hvad der er stemning for, finder vi typisk ud af hen ad vejen. I vintermånederne tænder vores pedeller op i brændeovnen i Pejsestuen og skaffer juletræet, som pyntes til juleklippedagen. 

Uanset hvilken elevforening, der tiltaler dig mest, så har vi på vores 2-årige uddannelse en fri og uformel kultur med kort vej fra tanke til handling og kort vej fra elev til ledelse. Din mulighed for at blive hørt og påvirke hverdagen er derfor stor. 

Vores uddannelsestilbud adskiller sig fra de store 3-årige gymnasier ved netop at dyrke det nære fællesskab og den uformelle kultur. Først og fremmest mellem eleverne på tværs af klasserne og årgangene, men også mellem eleverne og lærerne. Vi kender hinanden, og vi ved, hvad hinanden hedder. Vi siger godmorgen og ønsker hinanden en god eftermiddag og aften. På STUK har vi rig mulighed for at krydre det høje faglige fokus med en stemning, du måske kender fra efterskoler.

Er STUK og STX noget for dig?
Ring til os på 74 83 20 62