Kollegieliv på STUK – Et trygt hjem med plads til både fritid og fællesskab

Bo på kollegiet

At bo på kollegiet

Som noget helt specielt har du, som elev på STUK, mulighed for at bo på skolens kollegie. Hvis du beslutter dig for at bo på kollegiet, tager du en beslutning, der vedrører nogle af de vigtigste år i dit liv. Du skal gøre dig klart, at du som kostelev ikke blot flytter hjemmefra og ud på et værelse. Du rykker også ind i et nyt og særligt fællesskab, hvor du vil finde udfordringer og muligheder, en daglig rytme og nogle gode og trygge rammer – nogle får deres bedste venner i løbet af de to år. For mange vil man komme til at opleve en højere grad af frihed, men også et større ansvar i form af at vaske sit eget tøj, gøre rent osv. For mange af de elever, der har været på efterskole, er kollegielivet en fortsættelse.

På kollegiet har du dit eget værelse, men du kan altid finde nogen at læse lektier med, og når dagens arbejde er forbi, er der altid nogen i nærheden. Flere dage om ugen er der lektiehjælp. Det betyder, at du kan få hjælp til at få lavet dine lektier inden aftensmad. På kollegiet er der mulighed for på hyggelig vis at få et fagligt miljø, der kan hjælpe dig i forhold til at tage en studentereksamen.

Men livet på et kostkollegie er ikke bare skole. Er lektierne lavet, eller har man brug for en pause, vil der altid være nogle kammerater i nærheden. Dermed er det også sagt, at for os på STUK er det vigtigt at huske på, at et kollegieliv også er et fritidsliv. I samarbejde med dig og de andre kollegianere forsøger vi også at etablere et indholdsrigt fritidsliv, hvor du har plads til at slappe af og ikke tænke på lektier. Det kan handle om en tur i fitness, friluftsbadet, aktiviteter i den nærliggende hal, dyrke dine kreative sider, shoppingtur i nærliggende byer, en tur til Rømø for at få en is eller noget helt andet – det er også en del af kollegielivet.

Fritid, fællesskab og faglig udvikling under ét tag

At bo på et kostgymnasium, hvor man tager en studentereksamen på to år, er bestemt ikke ensbetydende med at vinke farvel til de interesser, du måske har. Sammen med de voksne, der er tilknyttet kollegiet, vil vi gerne være med til at skabe to gode og lærerige år, hvor du udvikler dig fagligt, personligt og socialt – både i skolen og i fritiden.

STUK er et lille gymnasium. Samlet set går der knap 100 elever på hhv. 1. og 2. årgang. Knap halvdelen af eleverne bor på kollegiet. Kollegiet er placeret i tilknytning til gymnasiet. Du får som nævnt dit eget værelse og deler køkken og bad med din gang, og kantinen serverer sund, god og varieret mad

Med andre ord – på skolens kollegie kan du bo i trygge rammer, mens du tager en studentereksamen.

Det koster 3.000 kr. pr. måned at bo på STUKs kollegie.

Den daglige kost er inkl. i huslejen, dog ikke i weekender. Der kan i løbet af skoleåret forekomme få almindelige skoledage, hvor der ikke er mulighed for mad i kantinen.

Det er ikke muligt at bo på kollegiet i skolens ferier.

Er STUK og Kollegiet noget for dig?
Ring til os på 74 83 20 62