Tag en dansk studentereksamen som international elev

International studerende

STUK er også en mulighed for internationale elever.

Hvis du er kommet til Danmark i forbindelse med fx et efterskoleophold og efterfølgende har lyst til at tage en dansk studentereksamen – altså en dansksproget STX, så er STUK måske en mulighed. 

For det første er STUK et kostgymnasium. Derfor er der mulighed for at bo på skolens kollegie. Her kan man i trygge rammer fortsætte efterskolelivet. 

På STUK tager man som udgangspunkt en almen studentereksamen på 2 år, men det er muligt i særlige tilfælde at sprede det ud over 3 år. Det betyder, at man spreder de timer, man har på to år udover tre år. Det er værd at bemærke, at den to-årige stx giver adgang til videregående uddannelser på lige fod med andre stx-former. På den to-årige stx er grundforløbet fjernet. De fag, som er skåret væk, er ikke afgørende for valget af videregående uddannelser. Desuden er antallet af timer per fag reduceret. Dette kompenseres ved små holdstørrelser og tæt vejledning af elever.  

Det betyder, at vi i forhold til fx internationale elever kan tilrettelægge et forløb, hvor man det første år starter med de små fag eller har fokus på sprogfag, og dermed tilrettelægger et forløb, hvor der er tid til at øve sig på de sproglige færdigheder i dansk – herunder den skriftlige dimension. 

Uanset hvilken studieretning, du er interesseret i, så kan vi dermed tilrettelægge et forløb, hvor du tager en studentereksamen, samtidig med at der også bliver tid og rum til at forbedre dine færdigheder i skriftlig og mundtlig dansk. 

At tage en studentereksamen på STUK er gratis. Det koster dog 3000 kr. om måneden at bo på vores kollegie (inkl. kost på hverdage), og så skal man regne med en vis egenbetaling, hvis man ønsker at deltage i ekstra aktiviteter i forbindelse med undervisning i dansk. 

Her er eksempler på mulige forløb. Der er tre eksempler, som svarer til de tre mulige studieretninger henholdsvis den sproglige, den samfundsfaglige og den naturvidenskabelige studieretning.  

Er STUK og Kollegiet noget for dig?
Ring til os på 74 83 20 62